april 6, 2022

Rejsen slutter snart

By Bedi

I dag er den sidste hele dag på vores rejse, vi flyver hjem fra Bologna i morgen formiddag. Vi har været i Bologna en uge og nydt byen, omgivelserne og maden. Vi har fået fantastisk mad på hele rejsen og man skulle ikke tro der var plads til mere, men vi er faktisk lykkedes med at få spist en hel del af Bolognas lækkerier.

Det har hjulpet meget, at Maria og Per kom i mandags og flyver hjem sammen med os i morgen. Det er sjovt lige at sætte ferie slutspurten ind sammen med nogen der kommer med frisk appetit på oplevelser og mad.

Vi kompenserede dog lidt for de mange gode pastaretter og gode vine, ved at trave op til Santuario della Madonna di San Luca. En kirke der ligger højt over Bologna med fantastisk udsigt. Turen op til kirken slutter med 3,8 kilometer buegang – portico – 666 buegange, hvor det meste af turen er ret stejl, men med de fineste kig ud over Bologna og det smukke Emilia-Romagna landskab.

Buegangen hedder Portico San Luca og blev bygget for at man kunne bære et ikon – maleri af Madonna med barnet – i procession i tørvejr hele vejen fra San Pietro. Historien med kirken og ikonet er en gammel historie om en der så et syn. Så begyndte det at regne (hvilket man gerne ville have), hvorefter man byggede en kirke og senere en buegang, så ikonet kunne bæres sikkert fra en kirke til en anden. Ja, katolikker elsker gode historier, mirakler og processioner. De har stadig en procession en gang om året i maj. Der er også en masse malerier undervejs i buegangen, hvor man kan stoppe og bede, for så at ende med den lange bøn i kirken foran ikonet. Vi nøjedes med at stoppe med jævne mellemrum for at nyde udsigten (og for at få vejret…).

I dag har vi slentret rundt og nydt byen, solen og de lune temperatuer. Vi kan se, at vi kommer hjem til koldt vejr, så vi skulle lige ruste os lidt og suge de sidste soltimer. Til gengæld vil jeg glæde mig voldsomt til, at foråret forhåbentlig snart også finder vej til Danmark. Så har vi nemlig mødt foråret 3 gange i år – i Rom hvor mimoser og magnolier sprang ud, i Firenze og Bologna hvor der er små nye blade på træerne og hvor jeg i går mødte nyudsprungne syrener – og så snart i Hornbæk, når vores have begynder at spire og gro. Jeg har købt blomsterfrø i Firenze, der skal i potter straks jeg kommer hjem. Her i Bologna jar jeg købt to slags zucchini frø og solsikker.

Rejsen har på alle måder været berigende og vi er dejlig mætte af indtryk, oplevelser, nye vinkler på livet og ikke mindst af mad. Så nu glæder vi os til at komme hjem og fordøje det hele.