marts 30, 2022

Ci vediamo Firenze

By Bedi

Kufferterne er pakket og vi er klar til næste og sidste kapitel på vores fantastiske eventyr i Italien. I morgen formiddag går turen videre til Bologna, som også er en af vores italienske favorit byer. Vi skal med toget, en kort tur på ca. 40 minutter.

Men inden vi siger buon giorno Bologna skal vi også sige ci vediamo Firenze. Vi har været her i hele marts – en vidunderlig by, der har forkælet os med det flotteste forårsvejr, ja næsten sommervejr hele måneden. Først i dag har vi haft lidt regn. Det er de ikke kede af her i Toscana, efter en meget tør periode. Det er vigtigt, at vinbønderne og landmændene bliver glade, så de kan blive ved med at producere den skønne mad og fantastiske vin, som Toscana og hele Italien jo kan byde på. Det kræver i sagens natur lidt vand i ny og næ.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har fået forrygende mad både i Rom og Firenze, og lidt mere vin end vi plejer. Men, den italienske mad er sund, lækker og velsmagende og med de mange, mange kilometer vi har i benene, er vi faktisk ret sikre på, at vi begge har tabt os. Jeg var nu også ved at få en lille bule på maven inden vi tog afsted, blandt andet fordi corona og irriterende småskader, har hold mig væk fra fodbolden i en rum tid.

Vi kan til enhver tid anbefale et besøg i Firenze, ikke mindst her i det tidlige forår. Her er masser at se på, mulighed for masser af ture, både til fods, i bil og med tog. Maden er som nævnt fantastisk, bygninger er velholdte og her er i det hele taget pænt og roligt. Jeg tror mange florentinere har lidt guld på kistebunden, det er ikke kun museerne der bugner af rigdom og kunstskatte.

Vi kan godt forstå at vores søn Danny havde 9-10 forrygende måneder her i Firenze for efterhånden 25 år siden, hvor han var på sprogkursus.

Det eneste Firenze mangler er måske et godt fodboldhold. Men de bliver jo ikke bedre, når de altid sælger de bedste spillere til Juventus.

Nu går turen som nævnt til Bologna, og vi får fint besøg, idet en af mine mange søstre, Maria og min fantastiske svoger Per kommer på besøg og sørger for at vi om en uges tid lidt modvilligt tager med hjem til Danmark.