Små butikker
I Italien kan butiksdøden for de små butikker ikke være indtrådt. I Rom og i endnu højere grad her i Firenze vrimler det med små butikker. Nogle af dem er selvfølgelig målrettet turister, men rigtig mange ser ud til at være målrettet de lokale.
Der er alt fra tøjbutikker, antikvitetshandlere, ting til hjemmet, papirvarer, parfumerier, bøger, sko og tasker til alt inden for det der kan spises og drikkes. Derudover er der mange små dagligvarebutikker der på trods af beskeden størrelse har et bredt udvalg og stort set alle har et lille delikatesse område med ost, skinke, brød og lækkerier.
Det giver virkelig et hyggeligt gadebillede og får mig til at tænke på hvordan hovedgaderne i danske byer så ud i gamle dage (ja så gammel er jeg blevet, at jeg tænker på ”de gode gamle dage”).
Nu egner en by som Firenze sig også rigtig godt til små butikker. Det er en fin gammel by kun med gamle huse og mindre gader. Men butiksejerne gør også meget ud af deres forretninger, alt præsenteres meget lækkert, vinduerne er skinnende rene og varerne er kvalitet. Samtidig giver det en stor variation i vareudbuddet og ikke så ens som jeg oplever det er blevet med de store kæder der i mange byer fylder alt. Mange af de store kæder er også i Rom og Firenze, men de er ikke så dominerende. Til gengæld er alle de cool modehuse præsenteret på de dyre strøg hvor de er i de store palazzoer – meget flotte butikker, men tåbeligt høje priser, her må filosofien være, at varens pris er 20% for selve varen og 80% for navnet!
Jeg er fan af de små butikker, ofte er det ejeren selv der står for alt i butikken inkl. betjeningen og det må jo heldigvis gå så godt, at de kan leve af det. Firenze er tydeligvis også en rig by og de støtter tydeligvis ikke de store kæder og handler ikke online – way to go👍🏽jeg er inspireret.
Ja det er skønt med alle de små butikker og godt at den købe kultur stadig hersker og dermed også kan være et godt levebrød for de forretningsdrivende.
Jeg kommer til at tænke på dengang Angela ville købe et Tabaccheria til mig, da jeg var blevet alene med Janus. Tænk hvis jeg havde slået til!😂
Hvor sjovt 😂og sjovt at tænke på hvor forskellige veje ens liv kunne have taget, afhængig af de valg vi foretager🤔