marts 7, 2022

På vandretur

By Bedi

I dag fik vi lyst til at gi’ den ekstra gas på motionskontoen. Vi besluttede derfor, at vandre de lidt mere end 7 km op til en lille by der hedder Fiesole, som ligger nord for Firenze.

Når vi går rundt i Firenze, kan vi se op til Fiesole og derfor har det ikke været så svært at regne ud, at der naturligvis må være en fantastisk udsigt over hele Arno dalen og Firenze. Det måtte vi selvfølgelig tjekke ud.

Vandreturen op til Fiesole var som forventet utrolig flot med fine udsigtspunkter undervejs. Der var blandt andet en masse kæmpe villaer, nærmest paladser. Der må være mange i Firenze og omegn der er lidt ved muffen og det kan ikke være fodboldspillere alle sammen.

I 2013 var Firenze vært for VM i landevejscykling og de cyklede også i det område vi vandrede i. Det kan jeg godt forstå, der var nemlig nogle hidsige stigninger undervejs, som måske har skilt fårene fra bukkene. På den sidste stigning op til Fiesole, var der en stigningsprocent på 18. Jeg havde heldigvis taget en ekstra T-shirt med, man er vel rutineret vandringsmand.

På det højeste punkt i Fiesole ligger – ikke helt overraskende – byens domkirke. Det er en ældre en af slagsen, grundlagt i år 1028. Ikke mere om kirker i denne omgang, vi koncentrerede os om udsigten, der var præcis så flot som vi havde forventet, selv om der var lidt dis i luften.

Den seje tur og flotte udsigt fremkaldte sjovt nok lyst til noget mad. Vi fandt en meget lokal restaurant, hvor vi fik en lækker frokost. Mætte og tilfredse gik vi samme tur tilbage og selv om det var nedad, fik vi nok forbrændt pastaen undervejs.