februar 28, 2022

Et italiensk ikon – Fiat 500

By Bedi

Dette er mit sidste indlæg fra Rom og det kunne handle om mange ting. Vores mange oplevelser, alt det vi har set, den dejlige mad vi har spist og det helt fantastiske forårsvejr vi har haft. Men, jeg har valgt at skrive om det italienske ikon Fiat 500. Som jeg skrev i går har jeg samlet på obelisker, men jeg har også haft tid til at fotografere en masse Fiat 500, som vi er stødt på i det romerske gadebillede.

I 1936 blev den første Fiat 500 – Cinquecento – sendt på gaden. Det var på det tidspunkt den mindste masseproducerede bil i verden og fik på grund af størrelsen navnet Topolino, som betyder “lille mus”.

Efter  2. Verdenskrig var der behov for økonomiske biler, og det var netop det krav, som Fiat 500 kunne leve op til. I 1957 kom den nye 500 model på markedet, og det er nok den model vi bedst kender som den ikoniske Fiat 500 model og måske tror mange, at dette er den eneste 500-model som findes. Modellen blev produceret helt op til 1975 og blev en kæmpe succes for Fiat. Så stor, at den omtales som “den lille bil, som hjalp italienerne med at vokse”, vel at mærke set ud fra et økonomisk perspektiv. På vejene kunne man både se den som familiebilen med masser af oppakning på vej til stranden og som forretningsmænds bil nummer to. Den var også den absolutte favorit for italienere, som tog et smut på landet, og er også blevet kendt, som mange unge italienske pars første kærlighedsrede. Op gennem 70’erne blev den endnu mere populær, da den var nem at parkere og perfekt til de smalle og snørklede gader i de italienske storbyer, som allerede på det tidspunkt var begyndt at have trafikale problemer.

Behøver jeg at nævne, at den berømte familie Agnelli stod bag dette Fiat eventyr og her er der jo også et helt andet eventyr der hedder Juventus jeg kunne skrive om, men det bliver en anden gang.

Nå, men selv om de gamle Fiat modeller nok ikke er de mest klimavenlige, er det altid hyggeligt at registrere og fotografere de små farverige biler, som stadig er godt kørende og som nævnt er nemme at parkere, f.eks. i Trastevere, som er det kvarter vi har boet i.

På Instagram har jeg samlet nogle af de fine eksemplarer jeg har “fanget” i løbet af februar, herunder nogle flotte eksemplarer, der var “statister” på filmoptagelsen ved den Spanske trappe, som Bettina skrev om forleden.

I morgen går turen til Firenze, arrivederci Roma.