februar 27, 2022

Jeg samler på Obelisker

By Bedi

Jeg har i løbet af februar studeret obelisker i Rom, vel at mærke de meget gamle stående obelisker. Der er 13 stående obelisker i byen, otte er ægyptiske og fem er romerske. 

De ægyptiske obelisker kom til Rom som følge af romerske kejseres behov for at bringe trofæer med hjem fra de store sejrtogter. Jeg ved ikke hvor mange, men har blandt andet læst, at der udover dem der kom med hjem til Rom også ligger en hel del på bunden af Middelhavet.

I Ægypten var obeliskerne viet til solguden. I det gamle Rom blev de ofte sat i forbindelse med et circus af den romerske slags, dvs. en væddeløbsbane som vi f.eks. kender fra Piazza Navona. Efter Konstantin den Store blev de med et kors på toppen konverteret til kristne symboler. Gotere gøres ansvarlige for at vælte dem, og med tiden blev de gemt og glemt under metervis af mudder.

Den eneste obelisk, der blev stående, var den, der stod ved den gamle Peterskirke. Det var paverne, der begyndte at interessere sig for de andre forsvundne obelisker, og især i det 16. og det 18. årh. blev mange af de store rejst i forbindelse med de pavelige paladser.

Når vi besøger Rom i dag kan obeliskerne ses og nydes på nogle af de fineste adresser i Rom, de kendte piazzaer som Peterspladsen, Piazza del Popolo, Piazza Navona og Piazza della Rotonda, som er kendt for at huse fantastiske Pantheon.

Nå, historie er historie – det sjove for os har været at have obeliskerne som mål for nogle af vores daglige vandreture i det skønne vejr vi har haft i hele februar, og så er de jo ret fotogene, se fotoserien på Instragram, hvor jeg har valgt at præsentere de 13 obelisker.

Nedenfor en liste der som ekstra bonus viser hvor høje de er og hvor de står.

De otte ægyptiske
Obelisco Laterano 34 m. – Piazza di San Giovanni in Laterano
Obelisco Vaticano 25 m. – Peterspladsen
Obelisco Flaminio 23,84 m. – Piazza del Popolo
Obelisco di Monte Citorio 21,79 m. – Piazza di Monte Citorio
Obelisco Macuteo 6,34 m. – Piazza della Rotonda
Obelisco Dogali 6 m. – Castro Pretorio
Obelisco della Minerva 5,47 – Piazza della Minerva
Obelisco Matteiano 2,68 m. – Villa Celimontana

De fem romerske
Obelisco Agonale 16,54 m. – Piazza Navona
Obelisco Esquilino  14,7 m. – Monte Esquilino
Obelisco del Quirinale 14 m. – Piazza del Quirinale
Obelisco Sallustiano 13,92 m. – Trinita dei Monti
Obelisco Pinciano 9,34 m. – Piazza Bucarest