Foro Italico
Som Bettina lige har skrevet, besøgte vi i går Foro Italico, som blev bygget i perioden 1928 – 1938. Det blev også kaldt Foro Mussolini, selvfølgelig efter Benito Mussolini, eller “Il Duce”, som han blev kaldt.
Foro Italico var et af hans store prestige projekter, og han forventede at Rom ville få tildelt de Olympiske Lege i 1940, men det blev ikke til noget. Tokyo fik tildelt legene, men da Japan og Kina røg i totterne på hinanden, blev værtsskabet givet videre til Helsinki. Det blev så også afblæst, da alle pludselig skulle i krig med alle.
Selv om vi blev mindet om den grimme fascistiske periode i Italien, var det godt at se, at det kæmpe sports kompleks bliver brugt. Rugby, som jeg skrev om forleden, rigtig meget tennis og så huser Stadio Olimpico to af de mindre klubber i Italien 😄, AS Roma og S.S. Lazio.
Begge klubber anser sig selv for værende giganter på både den italienske og europæiske scene, men sandheden er, at Roma har vundet det italienske mesterskab (Scudetti) tre gange og Lazio to gange. Til sammenligning kan jeg som eksempel nævne en anden klub der hedder Juventus, som har vundet 37 mesterskaber.
Nok om det, jeg skulle selvfølgelig også lige tjekke om Henry Froms tyggegummi fra OL i 1960 stadig sad på den ene stolpe. Det gjorde det ikke. Rygtet siger at Real Madrids italienske træner Carlo Ancelotti har fået fingrene i det. Her skal man virkelig være fodboldnørd for at vide hvorfor jeg synes det er sjovt.
Nu siger du 37…… er vi nu heeeelt sikre på det
Du har vist ret, det rigtige tal er 38, beklager fejlen😂⚽️
Hvor er det dejligt at følge jeres gøren og laden!😊 Som den gamle dansklærer, jeg jo er, må jeg virkelig rose jer for jeres malende, informative og ikke mindst yderst underholdende beskrivelser, det er næsten som at være der selv (gid jeg var!)! I får et stort flot 12-tal af mig😂👏👏. Jeg må lade mig nøje med, at LIDL har italiensk uge i denne uge, men det smager da også lidt af fugl!
Tak for 12-tal, det er en stor ære at få det af dig😄👍🏻
Spændende og interessant læsning🤗
Interessant information om både stadion og OL 👌
Det var på Foro Italico jeg så Rom vs Juventus med Claus Berggren i den røde trøje og Michael Laudrup i den stribede……vist nok i 1984. Husker ikke resultatet, men mon ikke Juve løb med sejeren 😉 Husker til gengæld vi efterfølgende var ude at spise med ovennævnte herre, som var en stor oplevelse.
Tak for lige at bringe det op på tavlen igen og give mig muligheden for at blære mig lidt 😁
Ciao, du er lidt for langt tilbage i tiden. Berggreen spillede for Roma i 1986 – 1987, så det ser ud til at det må ha’ været en kamp der blev spillet d. 30/11 1986. Roma vandt desværre 3-0 og det var faktisk Berggreen der scorede til 1-0. Det var vist Berggreen du spiste sammen med – mon ikke han snakkede en del om målet😄⚽️
Hej I to, tak for opfriskningen af min hukommelse……det står nu lysende klart med Berggrens mål og resultatet (desværre Dino), og det var ganske rigtigt om efteråret. Var faktisk ude at spise med dem begge, glemte bare et r i herrer 🙂
Fortsat god tur,
Ciao
Imponerende bygningsværk… vistnok også indenfor, siger Steen, som to gange har set kampe derinde, men var mere optaget af kampen end arkitekturen 😅