februar 15, 2022

Rugby i Rom

By Bedi

Hvert år afholdes Guinness Six Nations Rugby turnering. Deltagerne er Italien, England, Frankrig, Irland, Skotland og Wales, så det er vel det der svarer til Rugbyens Champions League.

Turneringen har eksisteret siden 1883 og er den ældste internationale Rugby turnering i Verden. Det er ikke gået så godt for Italien, de har aldrig vundet turneringen – og i weekenden tabte de 33 – 0 til England. Jeg er glad for, at det går meget bedre med fodbold. Jeg har aldrig rigtig set lyset i forhold til Rugby, men i Rom var der i timerne op til kampen stor opmærksomhed.

Som det fremgår af billedet, var jeg til prøvetræning om eftermiddagen, idet det italienske landshold prøvede at rekruttere spillere til søndagens kamp mod England. Jeg var tæt på at komme i betragtning til en plads i startopstillingen, men blev bremset af en mindre skade, da jeg i min iver efter udtagelse var lidt for aggressiv i min tackling af den ellers venlige mand i landsholdsdragten.

Tilbage til virkeligheden – den rigtige historie er, at der op til kampen var folkefest rundt omkring i byen med levende musik og godt humør, hvor velvoksne rugby entusiaster  iklædt den smukke azurblå landsholdsdragt kastede rugby bolde til tilskuerne, til stor morskab for alle der så på – og jeg skulle selvfølgelig også prøve.