februar 14, 2022

Valentinsdag

By Bedi

Vi har haft gæster henover weekenden og vi har lige sendt dem mod lufthavnen med krydsede fingre for, at de kommer hjem til tiden med deres SAS fly 🤞🏽.

Det har været virkelig sjovt at være guide og vise alle de steder i byen vi kender og holder af, jeg har følt mig meget lokal og stedkendt, og det er første gang jeg har stået i udlandet og vinket farvel til nogen der skal hjem og jeg bare skal blive lææænge endnu.

Vejret har været fuldstændig med os, blå himmel og lun forårssol. De var rejst hjemmefra med koldt og gråt vejr, så vi kunne ikke lokke dem ind på hverken museer, palazzoer eller i butikker. Rom er blevet nydt udefra, med mange kilometer i benene og passende pauser på pladser og i parker – faktisk den bedste måde at opleve byen på synes jeg. Gode madoplevelser har vi også haft, på restaurant både til frokost og aften, og på steder vi kendte i forvejen og steder vi ikke kendte, så nu skal vi lige på salat og mineralvand et par dage….(eller måske kun ud og spise 1 gang om dagen😉).

Vi rundede besøget af med morgenmad på deres hotel. Det er jo Valentinsdag i dag og det fylder rigtig meget i Rom. Hele morgenmadsrestauranten var pyntet med hjerter, der var små gaver på bordene med hjerteformet slik og på morgen buffeten – som på typisk italiensk indeholder rigtig mange kager – var alt bagt i hjerteform og pyntet med hjerter. Meget fint og romantisk, og der var rigtig mange unge par der helt sikkert var på en lille Valentins ferie 💞. Jeg har jo heldigvis min Valentin med hjemmefra og jeg tror vi fejrer dagen med et besøg på Campo dei Fiori og køber friske blomster til vasen og så lidt pasta til dinner – håber vi når at oparbejde bare en lille sult ovenpå den morgenmad. Den indeholdt heldigvis også alt hvad du kan ønske af mere sund morgenmad, inkl. lækker friskpresset juice som du kun får i et land hvor der vokser appelsiner, der er helt solmodne og søde når de plukkes.

Vidste du i øvrigt at ham Sankt Valentin dagen er opkaldt efter var en romersk præst? her er historien i kort form sakset✂️ fra wikipedia

“Helligdagen blev indført af pave Gelasius i 496 e.v.t. og blev opkaldt efter den romerske præst Valentin. Hvem han var, er stadig usikkert. Legenden fortæller, at da kejser Claudius II beordrede romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig, trodsede Valentin dette dekret og fortsatte med at vie unge soldater. Han blev som følge heraf arresteret, sat i fangenskab og senere henrettet ved halshugning den 14. februar. Den romerske-katolske kirke udnævnte ham efter hans død til helgen som Sankt Valentin.”

From Rome with love 🥰