februar 10, 2022

Den smilende elefant

By Bedi

Der er 13 stående obelisker i Rom, som på fantastisk vis er blevet transporteret fra Ægypten til Rom for mange, mange år siden. Det er der skrevet mange spændende historier om, ikke mindst hvordan hulen det har været muligt – de var ikke så skøre de romere, som Obelix gerne ville gøre dem til.

Den mindste af de 13 obelisker synes jeg er rigtig fin. Den står bag ved Pantheon, på en lille plads foran kirken Santa Maria sopra Minerva. Den er placeret på en elefant, som er et værk af den berømte Bernini. 

Den bliver kaldt den smilende elefant, og der knytter sig selvfølgelig en sjov historie til det.

I 1665 fandt man to små obelisker, der stammede fra Egypten i det 6. århundrede før vores tidsregning og som var blevet bragt til Rom.

Den ene af obeliskerne blev opstillet på pladsen foran Pantheon i 1711, men allerede i 1667 ønskede pave Alexander VII, at den anden obelisk skulle opstilles foran Minerva-kirken.

I første omgang fik han udarbejdet et projekt af dominikanermunken Domenico Paglia. Dette projekt forkastede paven og overdrog opgaven til sin yndlingskunstner og tidens store arkitekt, Gian Lorenzo Bernini. Paglia blev selvfølgelig temmelig sur og benyttede enhver lejlighed til at udtale sig kritisk om Bernini.

Og nu nærmer vi os forklaringen på hvorfor elefanten smiler. Man skal faktisk om bag elefanten for at finde svaret. I kan se, at elefantens hale er drejet til den ene side efter at den lige havde lagt en elefant bæ. Og elefantens rumpe peger lige over mod dominikanerklosteret og Domenico Paglia.

Det var med andre ord Berninis ”hilsen” til sin misundelige konkurrent.