februar 8, 2022

Blomster og forårsfornemmelser

By Bedi

Træerne er dog ikke sprunget ud endnu, men de arbejder på sagen. Vi har træer uden for lejligheden og nogle på en piazza tæt på. Dem holder jeg øje med og de er begyndt at vise grønne knopper.
Og så er der blomsterne som jeg bare elsker. Noget af det første jeg gjorde da vi ankom var, at skynde mig hen til Campo dei Fiori (grønt og blomstermarked) og købe en buket ranunkler. De er næsten færdige nu (heldigvis var jeg lige ved at tænke… så kan jeg købe en ny buket) så idag smuttede jeg ind til den lokale blomsterbutik og købte en stor buket mimoser. De er for mig i den grad synonym med forår. Jeg har prøvet at købe dem hjemme, men de har skuffet, klasker hurtigt sammen og trives ikke med turen til Danmark. Her i Italien vokser de som store træer og buske og buketterne er struttende og friske. Den lokale blomsterhandler var en anelse dyrere end på Campo dei Fiori, til gengæld blev de bundet, klargjort og pakket pænt ind og nu står de og lyser forårsgult på vores spisebord💛.

Vi har været her en uge nu og er fundet ind i en dejlig rytme der er en rar blanding af ferie og hverdag. Hverdag fordi vi tager det stille og roligt, og ferie fordi alt hvad vi gør sker i nye og dejlige omgivelser. Dino knokler pt. en del med sit projekt, men jeg synes han jonglerer perfekt mellem arbejdsopgaverne, espressoerne og pastaretterne 👍🏽- det hele skal jo passes.

Og så til dagens helt store JUBIIIII👏🏽👏🏽👏🏽 – den italienske regering har endelig set lyset (og lyttet til videnskaben) og tør nu tro på, at pandemien er på vej væk.
Italien har længe haft faldende smittetal, lave hospitalsindlæggelser og meget høj vaccinationsprocent. Og alligevel har de haft påbud om mundbind ALLEVEGNE – både ude og inde, man må først tage mundbindet af når man sætter sig på en cafe eller restaurant. Rigtig mange følger påbuddet og har mundbindet på fra de træder ud af deres hoveddør, men der er nu også en del der tager det mere løst og har det hængende nede på hagen, rundt om armen som et armbånd eller dinglende i hånden, og i takt med forårets komme (og turisternes) er jeg sikker på, at mange flere ville tage sagen i egen hånd og lade mundbindet dingle, snart.

Så nu til jubiiii’en – regeringen har besluttet at mundbind udendørs ikke længere er nødvendigt, gældende fra fredag 11/2 – og det er bare dejligt. Ikke fordi vi har været specielt lovlydige, vi har også haft dem dinglende og kun taget dem på når der var “crowded“, men fra fredag kan vi gå rundt og få sol i hele fremøren helt lovligt.

Så lad solen skinne, træerne springe ud og mundbindet falde – “e che venga la primavera”