januar 22, 2022

Dinos drøm om rejsen til Italien

By Bedi

Bettina og jeg har taget et meget langt tilløb til vores drømmetur til Italien. Ønsket har vi haft længe, planen har ligget klar.

De sidste to år har Corona naturligvis været en seriøs hindring, men nu er vi klar – tre måneders eventyr i Italien venter forude.

Jeg er så heldig at arbejde i en virksomhed (2BM A/S), hvor jeg med en ekstra indsats det seneste års tid har fået mulighed for at tage på orlov i tre måneder. Det betyder meget for mig, og jeg vil specielt sige tak til Lars Bork Dylander, Steen Bjørnskov og Thomas Krogh. Vi ses igen til maj!

Inden der går for meget takketale i den, vil jeg lige nævne, at jeg har knoklet for det, men det har selvfølgelig været afgørende for, at vi langt om længe kan realisere vores drøm.

Selv om jeg er halvt italiener har jeg “kun” holdt ferier i Italien – rigtig mange endda – men jeg har aldrig prøvet at bo i det smukke land i længere tid – det glæder vi os helt vildt til at prøve.

Den første måned skal vi bo i Rom og jeg er sikker på at Rom vil tage rigtig godt imod os, med la primavera der stille og roligt giver byen forårsfornemmelser. I marts går turen videre til skønne Firenze, og mon ikke det spirende forår følger med. Vi har ikke besluttet hvor vi skal bo i april, men det bliver højst sandsynligt til et besøg i Ligurien, hvor mine bedsteforældre og faster boede og så skal vi da lige et smut til Piemonte og Torino for at tjekke om der er styr på mit Juventus hold. De trænger til lidt hjælp og omsorg.

Jeg glæder mig til at skrive om vores oplevelser

Ciao